Nye performance-modeller af Audi RS 6 Avant og RS 7 Sportback flytter barren

De nye performance modeller af Audi RS 6 Avant og RS 7 Sportback er stærkere og hurtigere end nogen tidligere RS 6 og RS 7. Den potente 4.0-liters V8-TFSI-biturbomotor yder nu 630 hk (+30) og har et drejningsmoment på 850 Nm (+50), hvilket resulterer i 0-100 km/t på 3,4 sek. (-0,2). Samtidig er modellerne spækket med optimeret teknologi, samt ekstra udstyr og designdetaljer. RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance kan bestilles fra den 8. december i Danmark.

”Performance” er hos Audi frem for alt ensbetydende med højere ydelse. Således leverer større turboladere og en forøgelse af ladetrykket fra 2,4 til 2,6 bar i den 4.0-liters V8-biturbomotor i RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance 30 ekstra hk og 50 Nm mere i forhold til basisversionerne. Ydelsen stiger dermed fra 600 hk til 630 hk, og det maksimale drejningsmoment stiger fra 800 Nm til 850 Nm. Performance-modellerne sprinter fra 0-100 km/t på 3,4 sek., hvilket er en forbedring på 0,2 sek. i forhold til basismodellerne RS 6/RS 7.

Less is more: En reduceret støjdæmpning mellem motor og kabine og i den bageste del af bilen giver føreren af RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance bedre mulighed for at nyde den medrivende lydkulisse, og desuden reducerer det vægten med 8 kg. RS 6 Avant performance har en egenvægt på 2.090 kg, og RS 7 Sportback performance vejer 2.065 kg.

Nyt automatisk spærrende midterdifferentiale giver øget køredynamik
En 8-trins tiptronic-gearkasse med hurtigere skiftetider, som er standardudstyr, overfører kraften fra den 4.0-liters TFSI-motor til det permanente firehjulstræk quattro. Et rent mekanisk arbejdende midterdifferentiale fordeler kraften til for- og bagakslen i forholdet 40:60. Hvis der opstår hjulspind, overføres der automatisk mere trækkraft til den aksel, der har det bedste vejgreb – der kan overføres maksimalt 70 % til forakslen eller 85 % til bagakslen. Det optimerede automatisk spærrende midterdifferentiale er lettere og mere kompakt. Det forbedrer køredynamikken, giver markant mere præcise køreegenskaber i sving og reducerer understyring i bilen i grænseområdet. Desuden bliver indstyringen endnu mere præcis. Det giver overordnet en mere adræt kørsel.

22” letmetalfælge reducerer vægten med 20 kg
Som standard ruller de nye RS 6 Avant performance- og RS 7 Sportback performance-modeller ud fra fabrikken på 21” støbte aluminiumsfælge med dæk i størrelsen 275/35. Foruden de 22” støbte aluminiumsfælge, der fås som ekstraudstyr til basisudgaven af RS 6/RS 7, tilbydes også 22” letmetalfælge i glanspoleret sort metallak, matgrå, matsort eller matlakering i farven Neodymguld. Den nye letmetalfælg er ca. 5 kg. lettere end den nuværende 22” aluminiumsfælg, og vægtbesparelsen på 20 kg i den uaffjedrede vægt giver bilen bedre respons.

Med køredynamiksystemet Audi drive select kan man påvirke bilens karakter, og de enkelte køreindstillinger er markant mere forskellige i performance-modellerne. Derudover giver en revideret software i gearkassestyreenheden reducerede skiftetider og en mærkbart større spredning mellem de enkelte køreindstillinger.

RS-dynamikpakken er en del af standardudstyret
RS-dynamikpakken er en del af standardudstyret i RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance. Så får du en forøgelse af tophastigheden til 280 km/t (+30 km/t), dynamisk styring, firehjulsstyring og quattro-sportsdifferentiale på bagakslen.

Nye udvendige farver og optikpakker
De nye RS 6 Avant performance- og RS 7 Sportback performance-modeller er tilgængelige i 16 udvendige farver. Blandt farverne kan man for første gang vælge farverne Ascariblå metallak og matlakering samt matlakering i farven Dugsølv. Performance-modellerne skiller sig som standard ud fra mængden med RS-eksteriørdetaljer i matgrå. I den forbindelse er sidespejle, frontspoiler, sideflaps foran, indlæg i sideskørter, tagræling og pyntelisterne ved sideruderne samt hækdiffusoren udført i farven matgrå. Alternativt kan du vælge optikpakken i mat kulfiber/sort. I den forbindelse er tagrælingen og pyntelisterne ved ruderne udført i sort optik. Audi ringene og modelbetegnelsen kan fås i enten krom eller sort.

Nye blå detaljer i kabinen
I kabinen er de velkendte RS-designpakker i grå og rød blevet udvidet med farven blå. Så er ratkransen i sort Alcantara forsynet med kontrastsyninger i Mercatoblå. Måtterne, midterkonsollens sider og gearvælgermanchetten er også udført med kontrastsyninger i denne farve. Sikkerhedsselerne stråler i Oceanblå, og dekorindlæggene kan som ekstraudstyr bestilles i en kulfiberstruktur med blå detaljer. Gearknoppen og midterkonsollens sider er udført i mikrofiber Dinamica, som består af ca. 45 % genanvendte PET-fibre. Sportssædernes indtræk med diamantformede syninger består af førsteklasses perforeret læder og er ligeledes forsynet med kontrastsyninger i Mercatoblå. Derudover omfatter de særlige kendetegn også indstignings-LED’er i fordørene, der projicerer modelbetegnelsen ”RS performance” på jorden ved siden af bilen.

En gearskifteindikator i Audi virtual cockpit plus i manuel gearfunktion skalerer omdrejningstallet som i motorsport fra grøn over gul til blinkende rød for at vise det optimale tidspunkt til at skifte gear. Launch Control, som giver fuld udnyttelse af accelerationspotentialet i RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance, signalerer med de nye lyskurvesymboler det ideelle tidspunkt til at sætte i gang.

Danske priser og lancering
De to performance modeller kan bestilles i Danmark fra den 8. december. Da vil modellerne desuden være mulige at konfigurere på audi.dk, og prislisterne vil være opdaterede. Performance-modellerne lanceres først i Danmark i løbet af første kvartal 2023.

RS 6 Avant performance fås fra 2.094.990 kr., mens RS 7 Sportback performance starter ved 2.439.990 kr. Merprisen for performance-udgaven er 135.000 kr., der inkluderer højere ydelse på 30 hk og 50 Nm, hvilket giver en hurtigere acceleration på 3,4 sek. Derudover er quattro med sportsdifferentiale, dynamisk styring, firehjulsstyring og en øget topfart på 280 km/t standard, samt specifikke eksteriør- og interiørdetaljer.

_______________

Performance er en tradition
Med RS 6 Avant performance og RS 7 Sportback performance af generation C8 fortsættes den mangeårige Audi Sport-strategi med plus- og performance-modeller. Det hele startede med RS 6 Avant plus af generation C5. Den tids quattro GmbH (i dag Audi Sport GmbH) lagde fra land kort før modelseriens udløb i 2004 med en specialserie begrænset til 999 eksemplarer med voldsom kraft. Motorydelsen steg med 30 hk til 480 hk. For første gang siden RS2 kørte en Audi nu officielt hurtigere end 250 km/t. Audi Sport drosler RS 6 plus til 280 km/t og bygger dermed den hurtigste sportsstationcar. Uden regulering er tophastigheden over 300 km/t.

plus-varianten af generation C6 kom på markedet i 2008 og var begrænset til 500 eksemplarer. Til forskel fra forgængerne blev ydelsen ikke øget, og V10’eren fortsatte med 580 hk. Men Audi satte en anden fartstandard: Specialmodellerne af Avant og Limousine nedregulerer først ved 303 km/t. Kun R8 var hurtigere på det tidspunkt.

Med generation C7 følges ”plus”-modellen af en ”performance”-model – i 2016 blev Audi RS 6 Avant og RS 7 Sportback performance præsenteret. Med ændrede detaljer i motoren steg ydelsen til 605 hk – altså 45 hk mere end basismodellen. I køreindstillingen ”dynamic” var der kortvarigt adgang til et drejningsmoment på 750 Nm (”overboost”).

_______________

Forbrugsangivelser
Angivelse vedr. brændstofforbrug og CO2-emission er afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse samt tilvalgt ekstraudstyr (WLTP).

Audi RS 6 Avant performance
Brændstofforbrug ved blandet kørsel: 8,1 km/l
CO2-emissioner ved blandet kørsel: 280 g/km

Audi RS 7 Sportback performance
Brændstofforbrug ved blandet kørsel: 8,3 km/l
CO2-emissioner ved blandet kørsel: 275 g/km

Der tages forbehold for fejl og ændringer.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk